Brand dig selv

Forleden aften var jeg til et såkaldt netværksmøde i min A-kasse Teknisk Landsforbund. Jeg har før fået nyhedsbreve med reklame for arrangementerne men aldrig meldt mig til et. Nu tænkte jeg så, at det skulle være – se hvilke personer, der dukkede op, og om jeg kunne bruge det til noget rent fagligt. Kort fortalt går det ud på at møde folk indenfor ens arbejdsfelt, i mit tilfælde design, og eventuelt skabe kontakter til fremtidige jobs eller samarbejder.

Denne aften skulle der også være et foredrag med en kvindelig coach og ledelseskonsulent, som ville tale om temaet “Brand dig selv”. Før foredraget var der den traditionelle “hvem-er-jeg” runde, og vi var en stor flok, så det tog en god portion tid, før alle fik præsenteret sig – en masse spændende mennesker med forskellige spændende baggrunde og arbejdssituationer. Så spændende, at da jeg som én af de sidste skulle præsentere mig fik en smule præstationsangst, og følte mig pludselig meget lille og knap så spændende! Dog havde de to arrangører af mødet forinden sagt til os, at her skulle man ikke være bange for at være sig selv. Men jeg havde alligevel svært ved at finde roen til dette, og da jeg præsenterede mig selv følte jeg, at det var en lidt vag affære. Senere under foredraget, fandt jeg ud af hvorfor, at den følelse sad fast i maven på mig.

“Brand dig selv” handlede i bund og grund om, hvordan man som designer eller arbejdssøgende skal brande sig selv i en jobsamtale-situation eller i forbindelse med selvstændig virksomhed. For at kunne “sælge” sig selv, må man være bevidst om ens egne værdier og kompetencer, sådan at det kan gøres klart overfor en arbejdsgiver eller kunde, hvad de kan forvente. Coachen understregede her, at det derfor var nødvendigt, at man lavede en velovervejet branding af sig selv – ved at vælge nogle kompetencer fra, fokusere på nogle få og aldrig vælge dem allesammen! Det ville gøre det nemmere både for én selv og en arbejdsgiver at vide, hvad man kan give og forvente.

Bum, der følte jeg mig ramt. Pletskud på mindreværdskomplekset og knugen i maven. For det er præcis sådan, at jeg har det lige nu. Jeg føler, at jeg skyder med kreative spredehagl ud over en palet, som er stor og spændende men også føles tom og forvirrende til tider. Jeg savner lige nu at sige: “Det her er jeg VILDT god til, og det er hvad jeg kan sælge til dig”. Selvfølgelig ved jeg, at erfaring er en stor del af ens arbejdskompetencer, og der bliver bygget på med tiden. Jeg har taget en uddannelse, som rummer alt fra tekstildesign, broderi, tryk, konstruktion til undervisningsformidling, pædagogik, filosofi, kulturel formidling og meget andet. Jeg har håndplukket en fin buket af mange interessante arbejdsveje, men jeg har endnu ikke valgt min retning. Og min indre frygt hvisker engang imellem til mig: “Hvad er det egentlig du har fået ud af alt dette, hvad ved du egentlig om noget?”.

Men det var et vildt godt foredrag, og jeg tror og fornemmede, at vi var mange, som fik en aha-oplevelse og gik hjem med et forfrisket sind. I én af øvelserne, skulle vi bl.a. spørge os selv “Hvad optager mig? Hvornår er jeg allerbedst? Hvad glæder mig?”, og svare ud fra et arbejdsperspektiv. Der gik nogle ting op for mig i mine svar, som både gjorde mig glad og også lidt skræmt. Men en god øvelse, som jeg vil tage til mig og arbejde mere på.

IMG_2921

 

 

En fortælling i maling

På museet Tate Britain i London hænger en permanent samling af historisk kunst. Heriblandt portrætter af forskellige personligheder, som er blevet foreviget i maling enten med en titel og personens virke eller beskrevet som unknown person.

Disse portrætter fascinerer mig, mest af alt fordi at et menneske har kunnet male på den her sindssyge detaljeret måde med en sådan bred farvepalet og formået at give liv til et hvidt lærred. Moderne kunst kan også være interessant, men jeg har så meget respekt for den malemåde, da den kræver en stor portion koncentration, tålmodighed og ja evnen til at skabe liv i et billede.

Et menneskes ansigt rummer som regel en historie, og da jeg gik rundt blandt alle disse portrætter og indfangede øjeblikke i ramme, var der nogle ansigter og situationer, som især fangede mig med deres historie.

IMG_2635

Den unge 16-årige kvinde her var elskerinde til en Lord. Jeg synes, at hendes ansigt rummer en uskyldighed og samtidig en sensualitet, som de fleste piger i den alder bliver bevidste om og bruger – dog oftest uden at kende konsekvenserne heraf.

kvinde i båd

The Lady of Shalott er navnet på kvinden i båden, og hun er ved at sejle hendes død i møde – læs mere om historien her. Hendes ansigtsudtryk, synes jeg, er helt fantastisk og udtrykker flere følelser, som skaber historier i mit hoved. Jeg ser både lidelse, mod og accept. Og så elsker jeg farverne, og hvordan maleren har skabt et så virkelighedstro motiv.

klimt

Endnu et kvinde portræt – det slår mig først nu, at jeg slet ikke har taget billeder af mandlige portrætter. Måske fordi at jeg synes, at kvindeportrætter er mere interessante at kigge på – de rummer tit en skjult historie, en mystik og fascination. Jeg synes, at mandlige portrætter fra den tidsperiode kan have et lidt stift udtryk, enten fordi at de er blevet trukket i det helt store kjole og hvidt sæt eller en eller anden slags uniform. Kvinden på det nederste billede har i min optik noget tilbageholden vildskab over sig og en lidt irriteret mine. Det øverste billede, kan jeg rigtig godt lide, da det minder mig om maleren Gustav Klimts billeder med guldet og mønstrene.

this is your son

Billedet her hedder Take Your Son Sir, og hvad jeg efterfølgende har kunne læse mig frem til, forestiller det en prostitueret kvinde, som holder sit nyfødte søn frem til barnets far. Manden kan ses i spejlet bag kvindens hoved. Det sjove er, at jeg fandt billedet interessant, fordi at det ikke var malet færdigt. Jeg kan godt lide kombinationen af den store hvide flade med blyantstregerne og de detaljeret malet områder. Nu hvor jeg så finder frem til historien bag billedet, synes jeg, at den er lige så interessant. Kan læses her.

IMG_2629

Det ufærdige element, faldt jeg også for i dette her billede. Jeg har ikke set malerier før fra den tid, hvor de ikke var malet færdigt. Så kan jeg gå og fundere over, hvorfor det er – om det er med vilje, om de løb de tør for maling eller om kvinden her blev træt af at stå model eller besvimede pga. et for stramt korset! Det ville jeg sikkert også kunne læse mig frem til et sted. For nu lader jeg fantasien bestemme grunden, det kan i sidste ende også være sjovere.

Et sensitivt lys

Jeg blev ramt af lyset på min cykeltur i går aftes. Det ramte mig med alle dets nuancer blandet med temperaturen og træernes farve, det fyldte mig i et split sekund med tusinder af forskellige lykkefølelser fra tidligere oplevelser og minder. Minder fra ferier som barn, tidligere kærligheder, følelsen af starten på nye oplevelser, og det fik mine øjne til at fyldes med tårer. På et splitsekund. Cyklende på Østerbro.

Ofte rammer mine omgivelser mig og stimulerer mine sanser, enten godt eller skidt. Det kan som i aftes sætte mig tilbage til tidligere situationer og minder i mit liv. Og det går så hurtigt, at jeg knap nok kan forklare, hvad udløste det og beskrive følelsen. Det kan være mindet om en film, ikke nødvendigvis filmens handling, men den følelse, som filmen gav mig. Det kan være steder, hvor jeg har været som barn, men som jeg ikke kan fremmane geografisk blot omgivelsernes stemning såsom lyset, farverne, duftene. På min cykeltur passerede jeg et vindue med en masse porcelænsfigurer og igen i et splitsekund, fik jeg fornemmelsen af at sted, som jeg har besøgt som barn meget vel med mine forældre – måske min oldemors hus eller en fremmed persons hus.

Da jeg for nyligt var i London og besøge min kæreste, nød jeg at gå på opdagelse i kvarteret, hvor han bor. Sanserne er ofte mere modtagelige, når man er i et andet land eller by, fordi man tager nye informationer ind blandt andet visuelt. Min cykeltur i København endte i et område, hvor jeg sjældent kommer, og pludselig kunne jeg mærke mine sanser vågne og suge alting til sig. På vejen hjem satte lyset gang i sansereaktionerne, måske netop fordi at mine sanser var mere modtagelige af at have været på ukendt område. Sådan en slags hverdags kold-spand-vand-i-hovedet, vågn op og mærk dine omgivelser. Forfriskende og kun en smule vådt, fordi jeg er en sentimental hønse vander.

blå-trædør

grå:rød dør

huse

IMG_2628

IMG_2624

IMG_7036

 

IMG_2526

Tandhjulene drejer i eget tempo

Jeg talte forleden dag med en veninde, som jeg ikke har set i mange måneder. Vi mødte hinanden i sin tid på en tegneskole, hvor jeg tog et fem måneders dagkursus, hun havde valgt et kortere modul. Vi var begge netop flyttet til København fra hver vores ende af det jyske landskab – hun fra syd, jeg fra nord. Vi klikkede med det samme, og vi ledte begge efter et nyt sted at bo i storbyen. Så vi gik på boligjagt sammen og var så heldige at finde en 150 kvadratmeter lejlighed på Nørrebro lige overfor Assistens Kirkegården. Vi allierede os med en tredje jysk pige, som min veninde kendte, og fik dermed en studievenlig husleje og et kæmpe walk-through closet (en stor og lang gang) med meterlange sko-reoler og sminkebord.

Vi boede der i ca. et halvt år, hvorefter jeg var så heldig at kunne flytte i mit eget. Men jeg husker det halve år som nogle skønne måneder og som springbrættet til mit københavner liv. Min veninde og jeg startede begge på videregående uddannelser, da vi boede der – hun på Kunstakademiets Arkitektskole jeg på fransk studiet på Københavns Universitet. Min veninde er nu ved at færdiggøre sin kandidat på Arkitektskolen, dog med nogle studiepauser og tvivl, om det var det rigtige uddannelsesvalg – nu er hun mere sikker i sin sag. Jeg tog det første år på fransk studiet, fuldførte mine sommereksamener, gemte pænt alle mine noter og tunge grammatikbøger bagerst i skabet og løb langt væk fra KUA’s røde murstensbunkere og glasfacader! Jeg havde nemlig bestået optagelsesprøven til Håndarbejdets Fremme og kunne feje en mindre identitetskrise ind under gulvtæppet og starte på en kreativ uddannelse med et lettet hjerte. For en stund. For nu er jeg færdiguddannet, og jeg har endnu ikke fundet “mit kald”. Hvad det er, at jeg skal bruge min kreative hjerne til – og så kan jeg pænt løfte gulvtæppet og se støvet hvirvle frem igen og efterlade nye identitetsspørgsmål.

Dengang jeg sad i den store lejlighed på Nørrebro og drak te med min veninde i sofaen, vidste jeg heller ikke præcist, hvad jeg ville. Jeg var bare lykkelig i det øjeblik for at være blevet optaget på en kreativ uddannelse med plads til bøger og arbejde med hænderne. Jeg er blevet klogere på mange ting under min uddannelse – fagligt og personligt. Jeg er kommet frem til mange sandheder i forhold til, hvad jeg kan lide at arbejde med, hvad jeg ikke kan lide, hvordan jeg arbejder bedst og hvornår jeg skal sige fra, tro på mig selv og slappe af i troen på alle disse kendsgerninger.

Min veninde sagde noget meget givende, da vi mødtes. Vi talte om, hvordan vi kan blive stressede over det tempo, der bliver lagt for dagen i dag med alle de muligheder, man selv blot kan gribe og udføre. Hvis man f.eks. vil udgive egne tekster, indspille et album, lave et magasin, ja så kan man blot finde en hjemmeside, der kan udføre opgaven, oploade sin musik på youtube e.l. sider eller oprette en blog. Mulighederne er så mange for selvpromovering i dag. Og så var det, at min veninde påpegede, at den bog hun drømmer om at udgive, den vil hun ikke have udgivet via et socialt medie men på gammeldags manér med duften af tryksværte og papir. Desuden syntes hun heller ikke, at det skulle ske nu, selvom hun har arbejdet på ideen i mange år, for det skal ske på hendes egen måde og i hendes eget tempo. Det komplimenterede jeg hende for, for jeg synes, at det er smukt at kunne abstrahere fra alle andres tempo og stole på, at ens eget tempo er helt rigtigt.

For jeg bliver selv ofte bange for, om mit tempo er for langsomt. Hoveddundrende tanker kan få mine bryn til at rynke sig sammen så som: “hvorfor sidder jeg ikke som chefredaktør et-eller-andet sted nu, eller har haft egen forretning eller er flyttet til udlandet”! Men jeg har også oplevet, hvordan alting pludselig kan sætte i gang og nogle få måneder kan føles som et år, fordi at det er NU, at alt vælger at vælte ind over én. Jeg sætter min lid til min venindes ord og accepterer min nuværende venteposition indtil tandhjulene falder i hak og sætter i gang igen.

Ord akkompagneres godt af billeder, disse fra en aftentur i Landbohøjskolens have.

IMG_2599 IMG_2604 IMG_2610 IMG_2600

 

IMG_7022

Triviale ord

Den bog, jeg har læst allerflest gange er Louise-triologien af Hanne-Vibeke Holst. Jeg lånte den på biblioteket i forbindelse med en temauge om bøger på min efterskole. Jeg slugte den på under en uge, og jeg husker det som om, at jeg ikke forlod min seng i de dage, hvor læsningen stod på – kun undtagelsesvis for at traske over i spisesalen til kvalmende cordon bleu eller ud på 70’er toilettet med de brune klinker!

Min dansklærer i gymnasiet forklarede på et tidspunkt om triviallitteratur, og jeg kunne forstå på ham, at det ikke var litteratur, man skulle bruge tid på. Her spurgte jeg så, om Hanne-Vibeke Holst skrev triviallitteratur (måske brugte jeg endda min ynglingsbog som eksempel), hvilket han mente godt kunne være tilfældet. Her tænkte jeg så: “Hvordan kan min ynglingsbog være noget, som man ikke skal bruge tid på at læse?”, og jeg ville i hvert fald ikke nævne overfor nogen, at det var den bog, jeg havde læst flest gange!

Men sandheden er, at den bog ramte mig med sine ord og beskrivelser. De passede ind i min verden på det tidspunkt – jeg kunne forholde mig til hovedpersonens følelser, og den livsforandring hun gik igennem. Det er det, jeg elsker ved bøger, når ordene og sætningerne sætter sig fast, fordi de passer som puslespilsbrikker til ens tanker og livssituation. Eller når en sætning slår mig med sin præcise beskrivelse af en følelse eller situation. Jeg elsker beskrivelser af hverdagsøjeblikke i bøger. Liza Marklund er god til dette, synes jeg – bl.a. i hendes bog sort hvid, hvor hun beskriver nøgternt, hvordan hovedpersonen tømmer sin blære i badet, imens hun tænker over en eller anden voldsom problemstilling. Den detalje kan jeg stadig huske, fordi dens naturlighed slog mig i beskrivelsen af et brusebad.

Efter at jeg har fundet sammen med en skotsk mand, har jeg fundet ud af, hvor meget det nuancerede sprog betyder for mig. Jeg har altid anset mig selv som god til engelsk, men lige pludselig bliver mine følelser kogt ned til “I love you”, “that’s nice” eller “that’s really nice” (i overdrivelsens forstand)! Her kan man da tale om trivialsprog. Så jeg fanger godt det med, at triviallitteratur kan opfattes som ligegyldigt, HVIS man ikke kan knytte sig til sproget/fortællingen og se nuancerne. Hvis man kan det, får det pludselig betydning for én, ligesom at “I love you” kan indeholde en reel følelse, men til tider har jeg bare brug for at nuancere den følelse, og så må jeg udvide mit engelske ordforråd og undgå at blive triviel.

IMG_6949

Liv

Årstiden nu, der er ved strække sine arme ud efter vinterhiet, er her hvor folk pibler ud fra deres hjem, ud på gaden, ud for at besætte bænke og pladser rundt om i byen. Man kan forbløffes over folks tøjvalg, mændenes utålmodige shorts, der vil luftes i solskinnet og kvindernes sommersandaler, der fryser uden sokkerne.

Jeg sidder på min køkkenbænk og kigger ud i gården og på altanerne på den anden side. Pudsigt som man kan følge med i andres liv og deres udvikling her i byen. Som parret på 2. sal, der startede med at være to, så senere tre med en lille baby, hvor jeg kunne følge med i puslebordsaktiviteterne, og når han/hun blev badet på altanen i et lille svømmebassin. Nu går han/hun (jeg kan ikke vurdere kønnet endnu!) rundt på altanen og pludrer med en sut i munden. Det samme med parret på 3. sal, hvor kvinden i starten var single beboer med venindefester og cocktails på altanen, og nu med en indflyttet kæreste, et væld af planter på altanen og kærestemiddage derude på de lyse aftener.

Foråret er også perfekt til lange gåture med kameraet i hånden. Forleden dag var jeg i Frederiksberg Have med en veninde, og som noget helt nyt bevægede vi os ind i Haveselskabets Have. Vi var begge meget begejstrede over at finde en ny lille oase i København (pokkers sådan et vanedyr man er og oftest tager de samme ruter!) med dens fine små inddelinger og japansk inspireret haveanlæg. Jeg elsker naturen for dens symmetri og detaljerigdom.

IMG_7011

Som træet her med øjne

IMG_7012

IMG_7013

Eller det japanske træ (tror det var et kirsebærtræ) med den bronze-lignende bark

IMG_7006

Stubbene her mindede mig om noget fra Mummitroldene – lidt dystert og drømmeunivers lignende.

Så liv er at finde overalt for tiden, og utroligt nok bliver jeg begejstret hvert forår, over at det endelig er nu, og at træerne finder ud af at danne knopper igen. Det er enkelt og beroligende.

albue

Hud på hud

Da jeg afsluttede min tekstilformidler uddannelse fra Håndarbejdets Fremme i 2014, var temaet i min bacheloropgave og for mit afgangsprodukt “Aftryk”.

Inspirationen til dette tema fødtes efter, at jeg havde været på besøg hos en ven og siddet i hans hør-sofa i mange timer. Da jeg rejste mig, opdagede jeg, at sofaen havde efterladt et tydeligt og smukt tekstil-aftryk på min hånd. Herved fik jeg lyst til at undersøge hvilke visuelle udtryk, der kunne opstå ved forskellige slags aftryk på huden.

Jeg fik overtalt to veninder til at agere forsøgsmodeller, og de blev placeret rundt på diverse objekter, som efterlod aftryk på deres kroppe. Aftrykkene fotograferede jeg og fandt dem utrolig spændende både pga. forgængeligheden og uforudsigeligheden – de ville forsvinde igen, og resultatet var altid uvist.

Senere i min undersøgelsesproces, projicerede jeg billederne af aftryk op på min venindes ryg og fotograferede det nye visuelle resultat. Igen fascinerede resultatet mig, og de oprindelig hudaftryk fik nyt liv – især da jeg filmede min veninde i bevægelse med billederne på ryggen. Det lignede, at en levende organisme kravlede rundt under hendes hud og lige pludselige kunne bryde igennem hudoverfladen. Det lyder måske ikke flatterende, men fascinerende var det. Og billederne håber jeg at kunne bruge til et andet fremtidigt projekt – de affødte i hvert fald en ny detalje fascination hos mig: aftryk på hud!

IMG_6363

 

IMG_6400

 

IMG_6381

 

IMG_6404

IMG_6406

 

 

 

Detaljen

Når jeg kigger igennem en kameralinse, læser en tekst eller studerer et stykke tekstil, er det detaljerne i helheden, som kan fastholde min opmærksomhed, stemme mit sind og give min fantasi frit spillerum. Jeg elsker detaljerne, både dem som går igen i min hverdag eller som pludselig popper op på en gråvejrsdags cykeltur. Dem som får mit smilebånd til at krølle, dem som får mine hvide arm-dun til at sitre, dem som giver tårer i øjenkrogen og dem som sætter gang i tankeeksplosioner.

Denne blog er tænkt som en legeplads og et frirum til mine egne ord, billeder og projekter – især med inspiration fra detaljerne i mine omgivelser. Derfor har jeg navngivet bloggen texture it, da det refererer til begrebet picture it, altså at visualisere noget – her enten gennem en tekst, et objekts tekstur eller et foto. Men der er plads til udvikling og ingen begrænsninger her, så hvis jeg får lyst til at skrive om lyserøde ponyer eller komponere en sørgemarch, så er det også her det sker.

Som en god veninde sagde til mig for nyligt: “Lad dine hænder skabe, hvad de vil skabe lige nu og her”. Nu ville de skabe dette virtuelle Trine-univers, efter et mangeårigt ønske, og nu har jeg endelig givet dem lov.

Derfor: Hjertelig velkommen til dig, bliv hængende så længe du lyster.

Trine

posterize